ForsidePræsentation CV & diskografiPressefotoKontakt 
 

Sminge - Musik & Lyd - Torben Sminge

Sminge - Musik & Lyd.

Torben Sminge er musiker med flygelhorn og trompet som hovedinstrumenter. Biinstrumenterne er "alt med tangenter". Live har han optrådt med bl.a. orkestret TV2 og The Blues Brothers Souvenir Show, ligesom han flere gange har været "alt mulig musiker" på Odense Teater.

Med sit eget studie SNOWVILLE - i Odense forstaden Snestrup - har han fundet en niche med moderne folkemusik, og flere af de plader, han har produceret, har således indbragt den prestigefyldte DMA, Danish Music Award. Men studiet kan meget mere end det - både liveoptagelser af orkestre og kor - og ikke mindst mastering.

Som dirigent/orkesterleder har Torben Sminge stået i spidsen for en række bigbands - bl.a. det professionelle fynske bigband Tiptoe. Hans bigbandbaggrund kommer ikke mindst fra 14 år i det århusianske Klüvers Bigband.

Som komponist har Torben Sminge skrevet og arrangeret til både bigband og små besætninger.

Hvad enten du skal bruge en musiker, en producer, et studie, en orkesterleder eller en lydmand, du velkommen til at kontakte Torben Sminge. 

Fyens Stiftstidende har bragt et interview med Torben Sminge, der giver en god beskrivelse af det som Torben står for - Læs artikel som pdf

Læs hvad der er blevet sagt om Torben Sminge her!

                                                      - - -

Torben Sminge har netop modtaget Fyns Amts Musikpris 2006 - en pris, der med amternes nedlæggelse uddeles for sidste gang.


Fra prisoverrækkelsen, hvor Torben Sminge stod i spidsen for FAUB - Fyns Amts Ungdoms Bigband.
 

I pressemeddelelsen fra Fyns Amt står der:

Dirigent, trompetist og producer Torben Sminge får den sidste Amtsmusikpris

Torben Sminge er en kendt skikkelse i den fynske bigband-verden, som kunstnerisk leder af Fyns professionelle Bigband, Tiptoe, dirigent for Det Fynske Musikkonservatoriums Bigband, og sidst men ikke mindst leder af FAUB - Fyns Amts Ungdoms Bigband.

Det er Fyns Amts Musikudvalg, der uddeler Musikprisen. Prisens formål er at hædre en indsats, der i særlig grad har bidraget til at udbrede kendskabet til og forståelsen for musikken, eller en personlig, kunstnerisk indsats, der har bidraget til at højne musikudøvelsen i al almindelighed.

Torben Sminge har i en årrække i væsentlig grad bidraget til udviklingen af bigbandmusik i Fyns Amt, som bindeled mellem tre bigbands i eliterækken. Specielt har oprettelsen og udviklingen af FAUB gennem de seneste fire år været Torben Sminges fortjeneste.

Med tildelingen af Amtsmusikprisen 2006 ønsker Fyns Amts Musikudvalg at belønne Torben Sminge for arbejdet med at skabe sammenhæng i den musikalske fødekæde.
 

 Retur til top